Drægtighedsscanning og EKG



17 dages drægtighed17 dages drægtighedDrægtighedsscanning er den sikreste metode til at undersøge, om hoppen er i fol, og der findes flere bevæggrunde til at lade hoppen drægtighedsundersøge på et givent tidspunkt. Herunder er en oversigt over de oftest anvendte tidspunkter efter insemineringsdatoen.

Dag 18
I forbindelse med insemineringen aftales en drægtighedsscanning til 18 eller 19 dage senere, hvor hoppen undersøges første gang for drægtighed. Er hoppen ikke drægtig, lægges en plan for inseminering ca. 2 døgn senere. Hvis specielle tilstande gør sig gældende (mulighed for tvillinger, urenheder i livmoderen mm.), vil dyrlægen ofte vælge at drægtighedsscanne hoppen tidligere (eksempelvis dag 14-16). Dette vil du i så fald blive orienteret om i forbindelse med hoppens ægløsning/inseminering. Fosterets hjerteslag kan ses på scanning fra dag 21.

Dag 40
Risikoen for at hoppen mister fosteret i de første 35 dage af drægtigheden er høj. En positiv drægtighedsscanning på dag 40 er derfor den bedste garant for at hoppen vil præstere et føl det følgende forår.

Dag 70
De fleste hingsteejere sender en regning (anden rate) for hingsten efter 70 dage, hvor betaling oftest kun skal finde sted ved positiv drægtighed, hvilket betyder, at man kan undlade at betale, hvis hoppen ikke er drægtig.

Dag 90
De fleste forsikringsselskaber forlanger en positiv drægtighedsundersøgelse på dag 90 for at lave føl/foster forsikring. Forsikringen anbefales specielt til avlere som ikke laver mange føl. Kontakt eventuelt dit eget forsikringsselskab for nærmere detaljer.

EKG (echocardiografi)
Vi tilbyder desuden udarbejdelse af EKG på drægtige hopper og deres fostre fra 7. drægtighedsmåned for bestemmelse af fosterets hjerterytme og vitalitet i livmoderen. En scanning kan også afsløre unormale forhold i fosterhinder, moderkage og fostervand.